Solsikken
Solsikken er et døgndækkende botilbud beliggende i landsbyen Voerladegård. Tilbuddet har 20 pladser fordelt på de fire afdelinger Sol, Måne, Stjerne og Planet samt dagaktivitetstilbuddet Mælkevejen.
På Solsikken møder du en tryg og hjemlig atmosfære tilsat masser af hjertevarme og oprigtig interesse. Når vi sammen skaber rammerne for det gode liv, tager vi altid udgangspunkt i den enkeltes behov, ressourcer, håb og drømme. Ingen skabelon passer alle, så hvad enten der er behov for visuelle støttesystemer, støtte til at indgå i fællesskabet eller noget tredje, sørger for vi for at tilgodese den enkelte og tilrettelægge dagene ud fra individuelle behov.
Dagligdag
Solsikkens beliggenhed i Voerladegård giver rig mulighed for både aktiviteter og rolige øjeblikke i smuk natur. Vi deltager aktivt i byens lokalsamfund og de mange hyggelige arrangementer, som finder sted i løbet af året, ligesom vi holder af at invitere byens borgere til Solsikkefestival, blomstermarked mm. Uanset hvor vi mødes, er der en fællesskabsånd i Voerladegård, som beriger livet – både for Solsikkens beboere og byens øvrige befolkning.
Ud over let adgang til park og skov råder vi over skønne udearealer med bl.a. bålhytte og drivhus, og vi nyder at komme ud i den friske luft. Vi kan lide at lave aktiviteter på tværs af afdelinger med beboernes relationer og ønsker i fokus. Vi elsker vores mange traditioner, men vi har også plads til spontane aktiviteter og samvær.
Vi tilbyder støtte, vejledning, guidning og ledsagelse skræddersyet efter den enkeltes behov, ligesom vi altid tager udgangspunkt i dagsformen – visse behov og ønsker kan jo variere fra dag til dag, og det giver vi selvfølgelig plads til. For alle Solsikkens beboere gælder det, at vi værner om kontakten til og med aktivitets- og beskæftigelsestilbud, da vi oplever, at denne form for tilknytning skaber stor værdi. I det hele taget tror vi på fællesskabets nærende kraft, og vi giver altid beboerne mulighed for at deltage i socialt samvær og fællesmåltider. På Solsikken er vi til rådighed døgnet rundt, og vi har vågen nattevagt.

Pårørende
Pårørende spiller en afgørende rolle, når det handler om at få skabt den bedste hverdag for beboerne. Dels kender I bedst den af jeres pårørende, som bor på Solsikken; dels betyder kontakten med de nærmeste virkelig meget for den enkeltes livskvalitet. Vi ved desuden, at I pårørende både har masser af erfaring, ønsker og idéer at byde ind med, og det er gennem det gode samarbejde, at den bedste trivsel kan spire. I det hele taget er det gode samarbejde en hjørnesten i Solsikkens virke – såvel med jer som med sagsbehandlere, frivillige, aktivitets- og beskæftigelsestilbud, sundhedssystemet mm.
Personale
Medarbejderne er tværfagligt sammensat og består blandt andet af pædagogisk og sundhedsfagligt personale, som bidrager med hver deres viden og erfaring. Som medarbejder på Solsikken følger faglig opkvalificering helt naturligt, da vi ønsker altid at kunne tilbyde hver enkelt af vores beboere den bedst mulige indsats.
Tilgang/metode
Vi møder beboerne med respekt og værdighed, og der ligger en anerkendende tilgang bag alt, hvad vi gør. Vi bestræber os på at forstå den enkeltes indefra-perspektiv, og vi bruger dagligt metoderne fra LA2 (Low Arousal 2) og ROR (Recovery-Orienteret Rehabilitering). Vi udarbejder individuelle indsatsmål og handleplaner for at sikre den rette hjælp og støtte til at leve det gode liv. Det hele for at understøtte og inspirere til størst mulig selvstændighed i eget liv. På Solsikken betragter vi det som en menneskeret at spille hovedrollen i sin egen tilværelse, og vi står derfor klar med den nødvendige erfaring og ekspertise, som vi hver dag omsætter til praksis i et trygt og tillidsbaseret miljø.
Målgruppe
Vores målgruppe er voksne udviklingshæmmede. Derudover kan vores beboere være fysisk handicappede, have medfødte hjerneskader, autisme, Downs syndrom etc.
Lovgivning
Almenboligloven § 105, Stk. 2
Serviceloven § 85 og § 104
Kontaktinfo
Solsikken
Holmedal 35
8660 Skanderborg
Tlf. 87 94 21 00
Daglig leder, Sine Junge, Tlf. 20 46 75 80
