Vi er alle seksuelle væsner

25. juni 2026

For nogle kan det føles grænseoverskridende at tale åbent om seksualitet, mens det for andre er det mest naturlige i verden. Uanset om du befinder dig i den ene eller anden ende af spektret – eller et sted midt imellem – har vi borgere, som kan have brug for støtte, når det gælder seksuel sundhed. Heldigvis behøver du ikke navigere i det følsomme farvand alene; Fællesskabernes seksualvejledere står altid klar til at hjælpe. 

Lad os spole tiden et par uger tilbage – til årets stemningsfulde Sølund Musik-Festival, hvor musik, magi og medmenneskelighed fletter sig ind og ud mellem hinanden. Som en del af Luftrummet finder vi igen i år Hjerterummet, hvor seksualvejlederne holder til.

Hent rådgivning hos seksualvejlederne
Et sted mellem sexlegetøj, penisbageforme, brystbeklædte kopper og nysgerrige blikke står Tobias Hornstrup fra Støttecentret og Lotte Bakkendrup Bogdahn fra Bavnebjerg sammen med gode kolleger fra Landsbyen Sølund. De er alle fire uddannede seksualvejledere, og deres ekspertise og erfaring er både tiltænkt borgere og medarbejdere.
 
Under festivalen står de klar til at besvare alle typer af spørgsmål, som de mange besøgende måtte have om kærlighed, intimitet, lyst, sex, dilemmaer relateret hertil etc. De stråler på en måde, så man ikke er i tvivl om, at de brænder for feltet, og deres åbenhed og imødekommende udstråling viser, at seksualitet er noget helt naturligt, som vi sagtens kan tale om. Det være sig med eller uden kognitive og/eller fysiske funktionsnedsættelser inde i ligningen.  

Vig bort, berøringsangst!
Men som enhver, der arbejder inden for voksenhandicapområdet, vil vide, kan det i tilbuddene være tabubelagt at tale om seksualitet. Overordnet set fylder berøringsangsten ikke meget i Fællesskaberne, men ifølge vores seksualvejledere er seksualitet et sårbart emne for mange borgere.

Det er derfor helt forståeligt, hvis du nogle gange står i situationer, hvor du trænger til sparring. Og det er hér, Fællesskabernes seksualvejlederne kommer ind i billedet. Du kan række ud til dem, når du har brug for rådgivning i konkrete sager, men du kan også henvise borgere direkte til seksualvejlederne i de tilfælde, hvor det giver mest mening. 
 
Seksualitet på dagsordenen
I 2012 udgav Socialstyrelsen håndbogen Seksualitet på dagsordenen, som beskriver det pædagogiske arbejde med at understøtte seksuel sundhed for mennesker med udviklingshandicap. Emnerne er bl.a. etik, støttebehov, udfordrende seksuel adfærd og typer af rådgivning.
 
Seksuel sundhed for denne målgruppe er en opgave, der inden for lovens rammer skal løses professionelt, etisk forsvarligt og med respekt for borgerens integritet og ret til selvbestemmelse.
 
Synlighed og samtaler
Synlighed og repræsentation har det med at gøre sårbare eller tabubelagte emner lettere at tale om. Og det er præcis synlighed, repræsentation – og mulighed for anerkendende samtaler – vores seksualvejledere bringer til live i deres velbesøgte festivaltelt i Hjerterummet.

Ud over sexlegetøj, sjove spil og talrige bøger om seksualitet finder man langs teltets ene væg fotoserien Reclaim din krop, som åbner op for det, der ofte bliver gemt væk: At det sexede, sårbare, stærke og sanselige (selvfølgelig!) også findes blandt mennesker med handicap.

I tvivl?
Tobias Hornstrup og Lotte Bakkendrup Bogdahn, Fællesskabernes dygtige seksualvejledere, er her for dig, dit team og ikke mindst borgerne, når I har brug for dem. Intet spørgsmål er for stort eller småt, for seksuel sundhed (og fravær af samme) er et gigantisk ocean at dykke ned i – og hér kan det altså være rart at sparre med folk, der har det store dykkercertifikat, ikke?
 
For at blive mere konkrete har vi linet tre potentielle scenarier op, som nemt kunne ske at afføde tvivl. Vi har herefter bedt seksualvejlederne komme med deres bedste bud på, hvordan tvivlsspørgsmålene eksempelvis kunne gribes an i hverdagen. (Både scenarier og navne er opdigtede.)  
 
Første scenarie: Mit arbejde byder somme tider på grænseoverskridende situationer, som giver mig lyst til at krybe i flyverskjul. Det gør jeg selvfølgelig ikke, for det er som oftest situationer, der netop kalder på min pædagogiske erfaring og ekspertise. Nu har Mads ved flere lejligheder ytret ønske om hjælp til onani, hvilket føles ekstremt grænseoverskridende. Hvad gør jeg?
 
Tobias Hornstrup svarer: 
"Jeg tænker, det er vigtigt, at personalet tør gå ind i en indledende samtale med borgeren. Det kan være svært for mange borgere at tage den første kontakt, da det er et sårbart emne at tale om. Hvis det personale, som står i den indledende samtale, har mod på det, synes jeg, det er relevant at forholde sig nysgerrigt til ønsket om hjælp til onani. Er der frustrationer omkring borgeren? Er der selvskade? Har borgeren selv forsøgt? Ved borgeren, hvad det er? Hvis borgeren har et ønske om oplæring i onani, vil mit råd være, at personalet tager kontakt til en seksualvejleder." 
Andet scenarie: Anna og Alfred er blevet kærester på det botilbud, hvor jeg arbejder, og de er meget intime, uanset hvor de opholder sig. Når de opholder sig bag lukkede døre i Annas eller Alfreds lejlighed, har de højlydt sex – og mens det morer nogle af de andre beboere, er der også én, som finder lydene ekstremt ubehagelige. Derudover må jeg indrømme, at jeg finder det dybt bekymrende, hvis Anna pludselig bliver gravid. Hvad gør jeg?
 
Lotte Bakkendrup Bogdahn svarer: 
"Jeg tænker, det er vigtigt at tale med borgerne om, hvor man er intime sammen, da det i opholdsrum kan føles grænseoverskridende for andre. Intimitet i egen lejlighed er med andre ord en god begyndelse. Når det er sagt, skal der selvfølgelig tages hensyn til naboer og andre i nærheden.
Hvis Anna og Alfred har så højlydt sex, at det er til gene for andre, bør man tale med dem om det. Måske er de ikke bevidste om, at andre kan høre dem. Man kunne evt. opfordre dem til at sætte lidt musik på, mens de hygger sig, så det er musikken, andre hører. Hvad angår graviditet, er det altid vigtigt at få talt om prævention. Jeg tænker, det er noget, alle personaler bør kunne – og at man især har ansvaret for at tale prævention med de borgere, man er kontaktperson for. Hvis det er nødvendigt, kan man evt. trække på en læge eller en sundhedsfaglig kollega i afdelingen."
Tredje scenarie: I personalegruppen er der meget forskellige holdninger til, hvor åbent vi kan tale med borgerne om deres seksualitet. Derudover har vi forskellige personlige og etiske grænser for, i hvilken udstrækning vi skal være behjælpelige ift. brug af sexlegetøj og/eller andre lyster. Jeg savner fælles front!
Hvad gør jeg?
 
Tobias Hornstrup svarer: 
"Jeg tænker, at der kun skal tales om borgernes seksualitet på need-to-know-basis. Hvis der er noget, som hele teamet bør involveres ind, kan det tages op på teammøder. Den enkelte borgers privatliv skal respekteres, hvilket indebærer, at der ikke skal tales om borgerens seksualitet mm. på overlap eller i pauser. Hvis man selv har svært ved at hjælpe en borger med indkøb af hjælpemidler, vil jeg opfordre til, at man forhører sig i teamet – måske har man en kollega, som kan hjælpe. Er man ikke tryg ved at hjælpe en borger ift. instruktion eller oplæring i brug, kan man også hér forhøre sig blandt kolleger. Eller tage kontakt til en seksualvejleder. En væsentlig ting ift. disse hjælpemidler er også at oplære borgeren i, hvordan de rengøres. Hvis borgeren ikke selv kan varetage opgaven, kan hjælp fra personalet være nødvendigt."

Kontakt seksualvejlederne

Du er altid velkommen til at tage kontakt til Fællesskabernes seksualvejledere uanset hvilken afdeling du arbejder i!

Tobias Hornstrup
Tlf:: 51 16 71 70
Mail: Tobias.Hornstrup@skanderborg.dk 
 
Lotte Bogdahn
Tlf.:21 72 10 09
Mail: Lotte.Bakkendrup.Bogdahn1@skanderborg.dk
 
Laura Mellergaard Hansen
Mail: Laura.Mellergaard.Hansen@skanderborg.dk
 
Rasmus Friis Amstrup
Mail: Rasmus.Friis.Amstrup@skanderborg.dk

Læs mere

Har du lyst til at vide mere om seksualvejledernes arbejde og hvad de kan hjælpe dig med? 
 
Skanderborg Fællesskaberne og Sølunds seksualvejledere har i samarbejde udarbejdet en brochure, som du kan du læse, downloade og dele med dine kolleger. Tryk på dette link for at komme til brocuheren: Brochure - Seksualvejledere