Vi er alle seksuelle væsner

Lad os spole tiden et par uger tilbage – til årets stemningsfulde Sølund Musik-Festival, hvor musik, magi og medmenneskelighed fletter sig ind og ud mellem hinanden. Som en del af Luftrummet finder vi igen i år Hjerterummet, hvor seksualvejlederne holder til.

Hent rådgivning hos seksualvejlederne

Et sted mellem sexlegetøj, penisbageforme, brystbeklædte kopper og nysgerrige blikke står Tobias Hornstrup fra Støttecentret og Lotte Bakkendrup Bogdahn fra Bavnebjerg sammen med gode kolleger fra Landsbyen Sølund. De er alle fire uddannede seksualvejledere, og deres ekspertise og erfaring er både tiltænkt borgere og medarbejdere.

 

Under festivalen står de klar til at besvare alle typer af spørgsmål, som de mange besøgende måtte have om kærlighed, intimitet, lyst, sex, dilemmaer relateret hertil etc. De stråler på en måde, så man ikke er i tvivl om, at de brænder for feltet, og deres åbenhed og imødekommende udstråling viser, at seksualitet er noget helt naturligt, som vi sagtens kan tale om. Det være sig med eller uden kognitive og/eller fysiske funktionsnedsættelser inde i ligningen.  

Vig bort, berøringsangst!
Men som enhver, der arbejder inden for voksenhandicapområdet, vil vide, kan det i tilbuddene være tabubelagt at tale om seksualitet. Overordnet set fylder berøringsangsten ikke meget i Fællesskaberne, men ifølge vores seksualvejledere er seksualitet et sårbart emne for mange borgere.

Det er derfor helt forståeligt, hvis du nogle gange står i situationer, hvor du trænger til sparring. Og det er hér, Fællesskabernes seksualvejlederne kommer ind i billedet. Du kan række ud til dem, når du har brug for rådgivning i konkrete sager, men du kan også henvise borgere direkte til seksualvejlederne i de tilfælde, hvor det giver mest mening. 

 

"Jeg tænker, det er vigtigt, at personalet tør gå ind i en indledende samtale med borgeren. Det kan være svært for mange borgere at tage den første kontakt, da det er et sårbart emne at tale om. Hvis det personale, som står i den indledende samtale, har mod på det, synes jeg, det er relevant at forholde sig nysgerrigt til ønsket om hjælp til onani. Er der frustrationer omkring borgeren? Er der selvskade? Har borgeren selv forsøgt? Ved borgeren, hvad det er? Hvis borgeren har et ønske om oplæring i onani, vil mit råd være, at personalet tager kontakt til en seksualvejleder." 

"Jeg tænker, det er vigtigt at tale med borgerne om, hvor man er intime sammen, da det i opholdsrum kan føles grænseoverskridende for andre. Intimitet i egen lejlighed er med andre ord en god begyndelse. Når det er sagt, skal der selvfølgelig tages hensyn til naboer og andre i nærheden.
Hvis Anna og Alfred har så højlydt sex, at det er til gene for andre, bør man tale med dem om det. Måske er de ikke bevidste om, at andre kan høre dem. Man kunne evt. opfordre dem til at sætte lidt musik på, mens de hygger sig, så det er musikken, andre hører. Hvad angår graviditet, er det altid vigtigt at få talt om prævention. Jeg tænker, det er noget, alle personaler bør kunne – og at man især har ansvaret for at tale prævention med de borgere, man er kontaktperson for. Hvis det er nødvendigt, kan man evt. trække på en læge eller en sundhedsfaglig kollega i afdelingen."

"Jeg tænker, at der kun skal tales om borgernes seksualitet på need-to-know-basis. Hvis der er noget, som hele teamet bør involveres ind, kan det tages op på teammøder. Den enkelte borgers privatliv skal respekteres, hvilket indebærer, at der ikke skal tales om borgerens seksualitet mm. på overlap eller i pauser. Hvis man selv har svært ved at hjælpe en borger med indkøb af hjælpemidler, vil jeg opfordre til, at man forhører sig i teamet – måske har man en kollega, som kan hjælpe. Er man ikke tryg ved at hjælpe en borger ift. instruktion eller oplæring i brug, kan man også hér forhøre sig blandt kolleger. Eller tage kontakt til en seksualvejleder. En væsentlig ting ift. disse hjælpemidler er også at oplære borgeren i, hvordan de rengøres. Hvis borgeren ikke selv kan varetage opgaven, kan hjælp fra personalet være nødvendigt."