Guld, sølv, bronze – og gyldne minder

25. juni 2026

For en måned siden vendte Skanderborg Fællesskabernes topseje atleter hjem fra årets Special Olympics Idrætsfestival med både guld, sølv og bronze. Weekenden stod i fællesskabets, festlighedens og fighterviljens tegn, og minderne leves der stadig højt på!

Den 29.-31. maj 2026 fyldte Special Olympics Idrætsfestival Roskilde med idrætsudøvere, som ud over en kæmpe glæde ved alverdens former for idræt har det tilfælles, at de lever med udviklingshandicap. Fra Fællesskaberne deltog 22 borgere, seks medarbejdere og en frivillig, og det blev et brag af en weekend.

Der blev taget kegler på bowlingbanerne, skruet træfsikre bolde i håndboldmålene og svømmet baner som torpedoer i højeste tempo, så medaljerne regnede ned over deltagerne.

Ny veninde vigtigere end guld
Ta’ nu Camilla Thomsen, der ligesom resten af banden har sin daglige gang på Skanderborg Aktivitetscenter. Hun vandt guld i både 50 og 100 meter svømning – efter en målrettet indsats, hvor hun gav alt, hvad hun havde: "Jeg svømmede så stærkt, at jeg ikke havde luft til at give en highfive, da jeg kom op af vandet!"
 
Og læg så mærke til, hvad samme Camilla fremhæver som det absolut bedste ved weekenden: "Jeg fik en ny veninde!"
 
Medaljer i guld er totalt lækre at vende hjem med, ingen tvivl – men der findes guld, som er endnu bedre, og det er ikke medaljeformet. Nye venskaber og gode gensyn blandet med masser af sport, latter, highfives, dans, fællesskab og samhørighed er det virkeligt gyldne.  

Ud på det dybe vand sammen
Dertil kommer øvelsen – og berigelsen! – i at betræde nyt land sammen. Det bemærker Cecilie Hjortlund, som var en af de seks pædagoger, der ledsagede deltagerne: 
"Langt de fleste var med for første gang, og sommerfuglene i maverne var ret tydelige at mærke i bussen derover. Og der er altså noget ved at gå ind i det nye sammen. Mange af borgerne var lidt nervøse for det hele, og her var det fantastisk at se, hvordan de bare hjalp hinanden."
"Alle os kolleger var så positivt overraskede over at se, hvordan de bare voksede med opgaven! De blev alle sammen 10 cm højere. For det føltes da helt ærligt som noget dybt vand at bevæge sig ud på for mange af borgerne – men så længe, vi bevægede os derud i fællesskab, var alt okay."
Følelsen af samhørighed og sammenhold
Cecilie har ikke tidligere oplevet Special Olympics Idrætsfestival, og hun var meget imponeret over det dybt professionelle setup. Festivalen afvikles hvert andet år i samarbejde med Parasport Danmark og er Danmarks største sportsbegivenhed for idrætsudøvere med udviklingshandicap. I år samlede hele 1200 deltagere sig til et brag af en sportsfest, og fællesskabet var virkelig til at på øje på, lyder det fra pædagog, Camilla:
"Vi er jo ikke vant til at se borgerne uden for deres hverdagshabitat, men hold op, fællesskabet imellem dem var tydeligt at mærke. Også de fællesskaber, som blev dannet med modstanderne inden for de forskellige discipliner, er værd at dvæle ved. Den der følelse af samhørighed og sammenhold."