Én dag. Et hav af veje til velvære

13. oktober 2026

Hvad får dig til at smile, finde ro, mærke energien flyde frit eller opleve, at du er en del af noget?
Til Sundheds- og Trivselsdagen 2026 var svarene lige så forskellige som aktiviteterne, men én ting havde aktiviteterne til fælles: glæden ved at dele dem med hinanden. 

I september stimlede borgere og medarbejdere fra de fleste af vores afdelinger sammen til en dag i velværets tegn. Fælledhallen dannede rammen for vores længeventede Sundheds- og Trivselsdag 2026, og det blev en dag fyldt med nysgerrighed, fortællelyst og fællesskabsånd. Listen over aktiviteter og medbragte redskaber var lang. Duocyklerne holdt stort set ikke stille, bordtennisbolden hoppede lystigt hen over nettet igen og igen, og dagen igennem var der kø til det minisundhedstjek, som vores sundhedsfaglige konsulent Dorthe Thomsen bød på.

Velvære kan ikke sættes på formel

Mindre målbar end resultaterne fra disse minisundhedstjek – men bestemt ikke mindre vigtig! – var den vej til velvære, som blev fundet gennem stolegymnastik, mountainbiking, håndbold, hockey og rappelling. Hvor nogle nød at tanke trivsel gennem bevægelse, stod det dog klart, at det hos andre er puslespil, strikning og kreahygge i alverdens former, der gør tilværelsen rar.

Hos atter andre er det omsorgen for de meget virkelighedstro Reborn-dukker, som skaber mening – og så er vi faktisk fremme ved en del af meningen med Sundheds- og Trivselsdagen: velvære kan ikke sættes på formel. Hvad der nærer os, gør os glade og giver os overskud, er individuelt.
 

Nysgerrigheden gik begge veje

Noget af det særlige ved vores Sundheds- og Trivselsdag i Fælledhallen var lysten til både at vise egne kilder til velvære frem og gå på opdagelse i andres. Aktiviteter og interesser, som fylder i hverdagen ét sted, kunne pludselig vække nysgerrighed hos både borgere og medarbejdere fra andre afdelinger i organisationen.
 
Med til at kaste lys over, hvordan trivsel og balance også kan komme til udtryk hos den enkelte, havde vi også Skanderborg Fællesskabernes egne seksualvejledere. De stod klar til, at man kunne gå på opdagelse i seksualitetens forunderlige verden. Derudover skulle de gerne minde om, at både borgere og medarbejdere altid er velkomne til at kontakte dem med spørgsmål relateret til borgernes seksualitet.  

Tusindvis af trivselsøer

Når vi ser tilbage på dagen, er det ikke én bestemt aktivitet eller ét bestemt interesseområde, som overstråler alle andre. Tværtimod er det mangfoldigheden. De tusindvis af trivselsøer, der kan tankes både ro, energi og velvære fra. Og ikke mindst lysten til at dele ud af egne erfaringer og blive klogere på andres. 
 
Tak til alle, der mødte op med gåpåmod, nysgerrighed og lysten til både at dele og opdage. I var alle sammen med til at skabe en dag fuld af god energi og til at minde os om noget vigtigt:

Hvilke veje du og borgerne vælger til velvære er ikke det vigtigste. Det vigtigste er at få øje på, hvor glæden og næringen findes for den enkelte og/eller fællesskabet, så I ved, hvor I skal gå hen, når depoterne skal fyldes.